Rejsegilde

28. juni 2016 var der rejsegilde for Arena Aabenraa. Blandt de fremmødte var medlemmer af byrådet, naboer samt repræsentanter for foreningslivet og uddannelsesinstitutioner. Udvidelsen af det eksisterende idrætscenter betyder, at Aabenraa Kommune i fremtiden vil kunne danne ramme om større arrangementer end hidtil.

    Blandt talere ved rejsegildet var både borgmester Thomas Andresen og formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Tim Wulff. I talerne blev der lagt vægt på, at Arena Aabenraa skal være med til at gøre Aabenraa til et bedre sted at bo og leve et sundt liv og at Arena Aabenraa skal styrke sammenhængskraften i campus og i foreningslivet. Der lød samtidig en varm tak til de engagerede repræsentanter fra foreningslivet, som i processen har givet deres besyv med.

    Medindehaver og totalrådgiver på projektet Søren Madsen fra GPP Arkitekter samt adm. direktør Keld Rasmussen fra entreprenørfirmaet Nisgaard + Christoffersen A/S fortalte ved samme anledning, at der er god fremdrift i byggeriet og at tidsplanen holder.

    Arena Aabenraa er et byggeri til ca. 81,4 mio. kroner og forventes at stå færdigt i det tidlige forår 2017.

    Når byggeriet er klar til ibrugtagning, vil Arena Aabenraa bestå af 3 haller, hvoraf den nye multihal vil kunne rumme ca. 1.800 tilskuere.

    Rejsegildet blev fejret med grillpølser, øl og vand til alle fremmødte, og en hyggelig stemning prægede arrangementet. 

    Læs mere om byggeriet her

    Plancher

    Se plantegninger af Arena Aabenraa her

    Sidst opdateret 17.08.2017

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Fandt du siden nyttig?

    Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa