Aabenraa Kommune er nomineret til Byplanprisen 2019

Aabenraa Kommunes byplanprojekt ”Udviklingsplan for Fremtidens Aabenraa – Fremtidens Købstad i 2035” er nomineret til Byplansprisen 2019

    Aabenraa Kommunes byplansprojekt ”Udviklingsplan for Fremtidens Aabenraa – Fremtidens Købstad i 2035” er blandt de nominerede til Byplanprisen 2019, som hvert år tildeles til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort ”en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer”.

    - Jeg er meget stolt over, at Aabenraa Kommune er blevet nomineret til Byplanprisen 2019. Det viser, at alt arbejdet med at få skabt fremtidens Aabenraa også er blevet positivt bemærket i resten af landet som et projekt, der bliver set op til.

    Sådan lyder det fra borgmester Thomas Andresen, efter det netop er blevet offentliggjort, at Aabenraa Kommunes projekt ”Udviklingsplan for Fremtidens Aabenraa” er nomineret til Byplanprisen 2019, som tildeles af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen

    Udviklingsplanen har det overordnede formål at udvikle Aabenraa til et centrum for sundhed og læring i Sønderjylland. Aabenraa skal have en bymidte i høj kvalitet, detailhandel i udvikling, et stort udbud af bynære uddannelses-, fritids- og kulturinstitutioner samt at styrke naturen i form af skove, fjorden og de mange vandløb.

    - At det er lykkedes at få skabt et fællesskab omkring Fremtidens Aabenraa, skyldes det gode samarbejde, vi har haft med at udvikle området sammen med borgere, politikere, erhvervsdrivende, de unge og andre interessenter. Det er mennesker, som skaber byer, fordi de fylder rammerne ud og viser vejen til et levedygtigt Aabenraa gennem aktiviteter og fysiske projekter, siger afdelingschef for Kultur, Plan & Fritid, Bo Riis Duun.

    Fakta
    Byplanprisen blev indstiftet i 1996 af Dansk Byplanlaboratorium og Arkitektforeningen, og tildeles hvert år til en kommune, en region eller en organisation, som har gjort ”en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer”. Vinderen afsløres hvert år i oktober på Byplanmødet.

    Aabenraa Kommune er blevet nomineret til Byplanprisen 2019 sammen med to øvrige nominerede, og man kan læse indstillingen af Aabenraa Kommune her.

     Foto: Hanns Joosten 

    Kontaktperson

    Janni Kollerup Larsen, koordinator - fremtidens aabenraa
    Tlf.: 7376 6314 - jkla@aabenraa.dk

    Sidst opdateret 12.09.2019

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Fandt du siden nyttig?

    Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa