Nyt forslag til Markedspladsen

Et nyt forslag til Markedspladsen skal gøre området grønt og imødekommende. Der vil fortsat være mulighed for parkering, marked og mange andre aktiviteter.

    08
    062018

    Markedspladsen er en del af områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa bymidte. De øvrige projekter i områdefornyelsen er snart afsluttet, men Markedspladsen har kørt en særskilt proces, da der var politisk ønske om en anden udformning af Markedspladsen, end det tidligere forslag ”Bjerget”.  Bjerget var udformet som en skulpturel plads med legelementer, der var rettet mod byens yngre borgere og tilgodeså kun i mindre omfang parkerings- og markedspladsbehovet tæt på bymidten. Det nye forslag har i højere grad tilstræbt at skabe en plads til markedet kombineret med mulighed for parkering tæt på bymidten.

    Forslaget er udarbejdet med udgangspunkt i tidligere borgermøder og inddragelse af områdets hovedinteressenter. Med det nye forslag til Markedspladsen lægges der op til, at pladsen bliver grøn og indbydende, og der bliver mulighed for lege- og opholdsfunktioner, som kan bruges i forbindelse med markedsdage og andre events, men også i det daglige, hvor pladsen også kan bruges som et rekreativt område. 

    - Projektet danner med et enkelt og samlende hovedgreb rum for de forskellige ønsker, der er til pladsen. Det færdige projekt vil have en enkel, klar og stærk identitet og danne en naturlig ramme om en række væsentlige byaktiviteter og være et naturligt samlingssted i overgangen mellem havn og by, siger Martin Krogh partner i arkitektfirmaet ADEPT, som sammen med Topotek1 og Atkins udgør rådgiverteamet bag områdefornyelse syd.

    Parkeringspladser

    I forslaget er der 44 parkeringspladser, hvilket svarer til to tredjedele af de pladser, der er i dag. Aabenraa Kommune fik i 2016 analyseret parkeringsforholdene i Aabenraa af konsulentfirmaet Via Trafik. Analysen viste, at der i dag er et tilfredsstillende antal p-pladser, idet mindst 30 procent af pladserne er ledige i det mest belastede tidsrum.

    - Med det nye forslag til Markedspladsen får vi en flot og imødekommende plads, som byder borgere og besøgende velkommen til Aabenraa bymidte og samtidig beholder vi mange af parkeringspladserne. Antallet af parkeringspladser vurderes at være acceptabelt når det nu kombineres med øget bykvalitet, siger Philip Tietje, formand for Vækstudvalget for Land og By.

     
    Aktiviteter for alle aldersgrupper

    I løbet af processen var der et ønske om at have leg på Markedspladsen. Dette er blevet indarbejdet i form af uformelle lege og ”hæng ud” miljøer målrettet byens unge, da der også planlægges en småbørnslegeplads i Genforeningshaven. Således kommer de nye aktiviteter på Markedspladsen og i Genforeningshaven til at supplere hinanden og området kommer til at henvende sig til flere aldersgrupper. 

    Vil du vide mere?
    Politikere fra Vækstudvalget for Land og By står klar til at drøfte Markedspladsen lørdag 9. juni mellem kl. 11 og 13 i Ramsherred 15, hvor de står i forbindelse med planerne for Nørreportkvarteret (Områdefornyelse Nord).

    Du kan se skiteseforslaget til Markedspladsen på: www.fremtidensaabenraa.dk/markedspladsen og høringssvar kan fremsendes til og med 29. juni 2018. Læs, hvordan du indsender dit høringssvar på: www.fremtidensaabenraa.dk/markedspladsen


    Fakta om Områdefornyelse Syd
    I foråret 2014 vedtog byrådet i Aabenraa Kommune en omfattende plan for områdefornyelse af den sydlige del af Aabenraa bymidte, et projekt til i alt cirka 50 millioner kroner.

    Efter at dispositionsforslaget for Områdefornyelse Syd blev udarbejdet i 2015, har områdefornyelsen delt sig i to spor, men med fastholdelse i ét anlægsprojekt. Det ene spor omhandlede omdannelsen af Rådhusgade, Søndergade, Søndertorv, Storetorv, Skibbrogade, Michael Jebsens Plads og Vestergade, mens spor to omhandler omdannelsen af Markedspladsen.

    Vestergade og Michael Jebsen Plads er de sidste projekter, som mangler at blive afsluttet. Disse forventes at stå færdige i udgangen af juni 2018. Markedspladsen og legepladsen i Genforeningshaven forventes at kunne stå færdig i løbet af foråret 2019.

    Sidst opdateret 08.06.2018

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Fandt du siden nyttig?

    Aabenraa Kommune Skelbækvej 2 6200 Aabenraa