Gå til hovedindhold

Bag om Områdefornyelse Syd

I foråret 2014 vedtog byrådet en omfattende plan for områdefornyelse af den sydlige del af Aabenraa midtby. Et projekt til ca. 50 mio. kroner. Områdefornyelsen har gjort det muligt at realisere vigtige dele af udviklingsplanen ”Fremtidens Aabenraa – Fremtidens Købstad i 2035”.

Storetorv (2021). Dronefoto: Astrid Maria Rasmussen

Storetorv (2021). Dronefoto: Astrid Maria Rasmussen

Indhold

    Program for Områdefornyelse Syd

    Byrådet i Aabenraa Kommune sagde den 28. maj 2014 ja til et omfattende program for områdefornyelse af den sydlige del af bymidten i Aabenraa.

    Programmet for områdefornyelsen kom i kølvandet på udviklingsplanen  ”Fremtidens Aabenraa – Fremtidens Købstad i 2035”.

    Områdefornyelsen  har blandt andet bidraget til realiseringen af udviklingsplanen med en markant indsats ved Rådhusgade og Markedspladsen. Disse er en del af det kommende Handels- & Kulturloop. Samtidig er en af de tværgående forbindelser som ifølge udviklingsplanen, skal binde byen sammen på tværs, blevet opgraderet. Det drejer sig om forbindelsen der går fra campusområdet ad Vestergade, Storetorv og Skibbrogade til havnen.

    Realisering af Områdefornyelse Syd er sket for sammenlagt ca. 50 mio. kroner. Af disse har Transport- og Boligministeriet bidraget med 5 mio. kroner.

    Indsatserne i områdefornyelsen stammer dels fra borgerinddragelse i forbindelse med udviklingsplanen og fra et borgermøde, hvor 70 borgere deltog med input specifikt til områdefornyelsen. 

    Programmet for områdefornyelsen er tilgængelig som PDF nederst på denne side i den orange boks. 

    Dispositionsforslag for Områdefornyelse Syd

    Efter yderligere dialog med borgere i området blev et dispositionsforslag for Områdefornyelse Syd udarbejdet i år 2015. Efterfølgende delte områdefornyelsen sig i to spor, men med fastholdelse i ét anlægsprojekt. Det ene spor omhandlede omdannelsen af Rådhusgade, Søndergade, Søndertorv, Storetorv, Skibbrogade, Michael Jebsens Plads og Vestergade, mens det andet omhandlede omdannelsen af Markedspladsen, da forslaget om en Legebakke på Markedspladsen ikke blev godkendt. Et nyt forslag blev siden udarbejdet og realiseret. 

    - Det glæder mig rigtig meget, at vi på tværs af byrådet er enige om, at midtbyen skal have et løft. Rådhusgade bliver en markeret og flot entre til vores handelsgade. Vi får sammenhæng i de historiske gader, og vi får realiseret endnu en betydelig del af udviklingsplanen for Fremtidens Aabenraa, der skal være med til at gøre Aabenraa Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og drive virksomhed, siger Philip Tietje, formand for Vækst- & Udviklingsudvalget.

    Dispositionsforslaget fra år 2015 er tilgængelig som PDF nederst på denne side i den orange boks.

    Læs dagsordenen og referatet fra byrådsmødet, hvor byrådet godkendte det omfattende projekt med byfornyelse i den sydlige del af Aabenraa midtby i beslutningsprotokollen (pkt. 75). 

    Sidst opdateret: 23. december 2020

    Læs mere her

    Kontakt

    planlægger

    Linda Bonde

    Telefon: 2448 1823

    E-mail: lbon@aabenraa.dk